Senior hunden

Her kommer vores historie om hvordan det har været at få en seniorhund hjem til Danmark. Og ikke for at spoile, men det har været en ren fornøjelse og vi har ikke fortrudt et eneste øjeblik. 

Vores gamle hund Bella – en Golden retriver – kunne en dag ikke mere og vi blev nødt til at gå den svære vej til dyrlægen og sige farvel. Vi prøvede en kort periode uden hund, men der var livet bare ikke lige så godt, så vi gik igang med at lede efter en ny. Vi var enige om, at vi ikke skulle have en hvalp, men at vi gerne ville give en “brugt” hund en chance. Vi er begge oppe i halvtredserne, så hvis tempoet var en smule lavere end hos en hvalp gjorde det ikke spor. 

Bella overtog vi også som moden hund, så det var ikke helt nyt for os, men selvfølgelig er der nogle overvejelser, når man vælger at give en “gammel” hund en chance for et nyt og bedre liv. Hvad har de oplevet? Hvor gamle er de egentlig? Dvs hvor mange år får man med dem? Kan de blive trygge i et nyt hjem osv osv? 

Det er selvfølgelig vigtigt at tænke sig om, men det vi har oplevet med vores to “gamlinge” og som vi også hører fra andre der har overtaget seniorhunde, er at det faktisk er forbavsende let. Det kræver selvfølgelig tid, ro og tålmodighed, men der er også en del ting der er lettere end hvis man får en hvalp. Og der er altså noget med personligheden hos de mere modne hunde. De er virkelig lette at elske. Og så tror jeg faktisk også, at taknemmeligheden over endelig at blive mødt og elsket som den man er, er meget større i sådan en gammel hundesjæl end vi går og forestiller os. 

Tilbage til vores histore… Vi ledte og ledte på alverdens sider og især på de danske internater. Men det var under coronaen, så der var virkelig rift om de få hunde der var. Vi sendte en appel ud til vores venner på Facebook og pludselig var der bid en dag. Der dukkede en side op, hvor der var et billede af mama Molly – Fra Bosnien!! Vi var straks skeptiske – Bosnien og så en gadehund og endda en gammel en! Men det blev ved at spøge i hovedet, og en dag tog vi endelig kontakt. Hun havde bare med et lidt dårligt foto rørt et eller andet i os begge. Så gik processen igang. Vi blev godkendt efter et besøg af Britt. Puha – vi havde også gjort ekstra rent og sat friske blomster frem 😁 

Og så var der en alt for lang ventetid til hun endelig kom. En iskold meget tidlig morgen i november kørte vi til Fyn og hentede hende. Og kørte hende hjem til søborg og her skulle vi lære hinanden at kende. Hun var mega sulten den dag hun kom – og det er hun forøvrigt stadig 😁 og så tog vi os ellers tid og ro så hun kunne falde til. 

Vi havde taget fri fra arbejde og fulgte alle de gode råd fra gruppen om kun at gå tur i haven til at starte med, ikke have gæster det første stykke tid osv. Og det virkede over al forventning, og før vi så os om, fandt hun sin faste plads mellem os i sofaen – og i sengen og i vores hjerter ❤️ 

Siden da har hun været en fast og helt uundværlig del af vores familie. Hun er rolig og mild og hengiven. Hun havde et kort “teenage/senioroprør” hvor hun ville bestemme hvilken vej vi skulle gå og kunne finde på at sætte sig ned midt på vejen og nægte at gå videre… men så meldte vi os til en hundeskole, hvor vi fik lært nogle tricks, og nu er hun artig og lystrer næsten altid.. hun har fra dag et været god til at gå i snor, hun har været renlig og har ikke haft et eneste uheld, hun kan vente på sin mad, hun sætter sig pænt når man beder hende om det, hun kan være alene hjemme, hun kan køre i bil, og så er hun bare mild og glad og æææææælsker at få lure i sine bløde senge og kan aldrig få nok nus. – og så spiser hun ikke vores sko… 

Efter den første rolige periode hvor vi mest var hjemme, kan vi have hende med til alt. Hun har været med på ferie, på besøg, på restaurant og endda med på arbejde. Hun tager det hele med ophøjet ro. Hun har det skønneste “ulvehyl” når hun er begejstret. Og det er hun tit. Især når der er mad på vej. Eller når en af os kommer hjem eller der kommer besøg. Eller når vi møder andre hunde på vores gåture. Eller mennesker der vil sige hej. “En fremmed er en ven du ikke har mødt” er mollys motto. 

Og apropos det med at hilse. Os hundeejere spørger jo altid om race og alder. Der er ingen der kender racen – Molly er af racen  posavac – en af verdens mildeste og roligste familiehunde – tjek den ud hvis du leder efter hund 😃 Og når jeg så ydermere fortæller, at vi ikke rigtig ved hvor gammel Molly er, da hun er en gammel gadehund, siger næsten alle – jamen, hun er jo så rolig. 

Så alt i alt har det været ren win-win i vores familie at få lov at få en seniorhund  😁 Jeg ved ikke, om det er fordi hun har haft et hårdt liv før hun kom til os, men jeg synes at hendes taknemlighed og kærlighed er så tydelig at mærke. Og den er gensidig. Vi knuselsker hende og kan slet ikke forestille os et liv uden hende. 

Og så ved vi selvfølgelig godt, at vi ikke får helt så mange år med hende, som hvis vi havde fået hende som hvalp. Men faktisk betyder det ikke så meget som man måske forestiller sig når man overvejer en seniorhund. For når nu de år er så gode – vi har nu haft skønne Molly i over 2 år – er det vigtigste de gode stunder man har. 

Indimellem kigger jeg på hendes fotoalbum fra dengang hun blev fundet. Så tynd og forhutlet, med små hvalpe i maven og med et stort sår på benet. Og så kigger jeg på den lidt for velnærede hund der ligger i vores sofa og flyder, og så er jeg bare glad og taknemmelig. Og fælder indimellem en lille tåre, for sådan er gode historier også. 

Og når Molly en dag ikke kan mere, vil jeg ikke tøve et øjeblik med at åbne mit hjem og mit hjerte for endnu en seniorhund ❤️ 

Har nogen spørgsmål om det at få en seniorhund, er i meget velkomne til at henvende jer. Molly vil også elske at få et besøg. 

Mange kærlige hilsener Lars, Eva og Molly.